Archive | Uncategorized RSS feed for this section

Bubbles and Pears

23 Sep


The bubble has burst: summer is gone. Although autumn has been making its presence felt for some time, I still feel slightly bewildered to find myself into the fourth week of a new semester and a new degree. However, there is no doubt that the season has changed and taken me with it.


The start of the new academic year is usually a good time for me: I’m full of motivation and ideas about what I want to achieve over the next year, but unlike the real New Year I’m full of energy and enthusiasm, eager to get going after a nice long break – one of the major perks of being part of the educational establishment. This year, however, things are different. Perhaps it’s the knowledge that there is no more buffer between me and reality – once I finish this Master’s degree there’s nowhere left to hide.

photo (14)

On top of this, it seems that some greater force has decided to start sending me pessimistic messages about how hopeless it is to be a student of the humanities at the moment. Everywhere I turn, I find the motivation behind doing anything is money. The concept of quality seems to have become redundant, and heaven forbid that anything is meaningful. I recoil every time I encounter the empty rhetoric and vacuous buzzwords on which New Public Management feeds, and the constant striving to reduce everything to products, targets and their capacity for economic output. It saddens me that this is being suggested as my future career once I graduate: to abandon my soul and join the drones.

PearsThis fruit tree in our garden has been defying classification. The latest suggestion is ‘Japanese Pear’…

Well, I’m not having it! It seems to be my burden in life that the things I am remotely good at are routinely devalued by people with no imagination who think that I should be doing a ‘proper job’. Whatever that is. Luckily, I learned a long time ago not to listen to those people and to follow my heart instead. In the absence of any boxes into which I neatly fit, I’ve had to damn well go out there and make it up for myself.

Viggo jumping 3

With all of this going on in the background, my mood has admittedly been rather black, but I think the clouds, both real and metaphorical, are lifting now. The sun is actually shining here in Denmark, and at the time of writing I’m sitting in my garden in shorts and t-shirt gazing up at a cloudless sky. At the far end of the garden, Viggo is performing all sorts of acrobatic manoeuvres to get at the pears hanging so tantalisingly close on the pear tree. With a bit of effort he always manages to come away with one, and I have decided that this, right here, will be my inspiration.

Viggo with pear

Although my chosen path has not always been an easy one, it has always been entirely my own, and I have no regrets. Yes, right now I may be feeling daunted by what lies ahead, but I know and trust myself well enough to know that whatever it is I’ll take it and make it my own – because for me, there is simply no other way.


Bobler og pærer

Boblen er bristet: Sommeren er forbi. Selv om man efterhånden kunne mærke tilstedeværelsen af efteråret, er jeg stadigvæk lidt fortumlet over at befinde mig i den fjerde uge af et nyt semester og en kanditat-uddannelse. Imidlertid er der ingen tvivl om, at årstiden er skiftet, og det har taget mig med.

For mig plejer starten af et nyt akademisk år at være en god periode: Jeg er fuld af motivation og ideer om det, jeg gerne vil nå i løbet af det kommende år, men i modsætning til det ægte nytår har jeg masser af energi og begejstring, ivrig efter at komme i gang efter en dejlig lang pause – en af de store frynsegoder, der kommer af at være en del af uddannelsesinstitutionen. I år føles dog det anderledes. Måske er det den viden om, at der ingen stødpude er mellem mig og virkeligheden – når jeg bliver færdig med denne kandidat-uddanelse, er der ingen steder at gemme sig.

Desuden ser det ud til, at en større kraft har besluttet sig for at sende mig pessimistiske beskeder om, hvor håbløst det er at være humaniora-studerende lige nu. Hvor jeg end vender mig, er hensigten, at det eneste mål er at tjene penge. Konceptet af kvalitet viser sig at være blevet unødvendig, og gud forbyde, at noget er meningsfuldt. Jeg afviser det, hver gang jeg støder på den tomme retorik og åndløse buzzwords, som New Public Management lever af, og den konstante bestræbelse for at omdanne alt til produkter, mål og deres kapacitet for økonomisk produktion. Det gør mig ked af det, at sådan er forslaget til min fremtidige karriere, når jeg endelig bliver kandidat: at svigte min sjæl og at slutte mig til dronerne.

Det vil jeg ikke finde mig i! Det er en byrde, at de ting, jeg er god til, rutinemæssigt bliver devalueret af folk uden fantasi, der synes, at jeg skulle have ‘et rigtigt job’ – hvad det så er. Heldigvis lærte jeg for længe siden at følge mit hjerte i stedet for at høre på dem. I mangel af kasser, som jeg passer i, så måtte jeg sgu’ selv gå ud og opfinde dem.

Viggo jumping 4

Med alt det kørende i baggrunden har mit humør været ganske sort, men jeg tror, at skyerne – både de ægte og de metaforiske – er ved at løfte sig. Solen skinner faktisk her i Danmark, og på det tidspunkt, jeg skriver, sidder jeg i haven iklædt shorts og t-shirt og glor på en blå himmel. I den anden ende af haven udfører Viggo alle former for akrobatiske manøvrer for at nå pærerne, der hænger så forjættende tæt på. Med lidt indsats opnår han altid at fange en, og jeg har taget den beslutning, at det – lige her – skal blive min inspiration.

Selv om vejen, jeg har valgt, ikke altid har været nem, har det altid været helt min egen, og jeg fortryder ingen ting. Ja, lige nu kan jeg føle mig skræmt af, hvad der ligger foran, men jeg kender og stoler på mig selv nok til at vide, at hvad det end er, tager jeg den, og jeg gør den til min egen – fordi for mig er der simpelthen ingen anden vej.



No Rain in Spain

14 Aug

photo (13)The Danes and the British have in common the innate compunction to complain about the weather. When I first moved to Denmark, I was quite surprised to hear how negatively the Danes spoke about the Danish summer because I found it to be far superior to what I was used to in Scotland. I still think that overall the Danish summer is better than the Scottish summer, but over the years I’ve started to grumble along with the best of them.


There are summer days in Denmark that are the stuff of dreams. Fantasies about brown legs and sandals, spending entire days outside and losing track of time really do come true, and I even had (yes, past tense!) a tan to prove it. On the other hand there are considerably more days where the sun goes into hiding, and leaden skies descend over little Denmark, disgorging sheets of driving rain that threaten to extinguish even the most resilient spark of summer optimism.

photo (12)

Then again, there are the days in-between that are neither one thing nor the other – days that the Danes would describe as being leverpostej (leverpostej corresponds roughly to the English ‘blah’). Despite the temperature lurking around the mid to high teens, it’s usually cloudy with recurrent rain showers and enough of a breeze to irritate even the most stoic of garden-dwellers.


The farmers, however, seem to have known all along that this summer would be rubbish and have been busy harvesting since July. Unfortunately, since the farmers tend to work when conditions are dry, their operations regularly collide with my own sorties into the garden. The stoor thrown up by their combines is fanned by the wind into towering clouds of dust and then transported directly into my rosé.

photo (10)

In short, the Danish summer weather is predictable only by its unpredictabliity. This, I think, explains the mass exodous of Danes to Spain or Greece, or anywhere, really, that has guaranteed sun for an extended period of time. For the rest of us who have either by chance or design remained in Denmark, this summer has been something of a damp squib and the early arrival of autumn is serving only to compound our despondency.


It’s not all doom and gloom, though. The good news is that according to Danes autumn is the optimal season for hygge, and we staycationers are getting a good head start with the cocoa and slippers. So if you happen to be one of the lucky ones who managed to get away for a bit of sun this summer, don’t be surprised to find that IKEA has sold out of candles and blankets by the time you return.


Brune ben og brok

Danskerne og briterne har det tilfælles, at de begge er født med, at de føler sig nødsaget til at beklage sig over vejret. Da jeg flyttede til Danmark, var jeg overrasket over, hvor negativt danskerne udtrykte sig om det danske sommervejr, fordi jeg syntes, det var overlegent i forhold til det, jeg var vant til i Skotland. Jeg synes stadigvæk, at det danske sommervejr i det hele taget er bedre end det skotske, men i årenes løb er jeg begyndt at brokke mig så godt som nogen.

Fishing nets

I Danmark findes der sommerdage, som drømme skabes af. Fantasierne om brune ben, bare fødder og det at tilbringe hele dagen udenfor bliver til virkelighed, og jeg havde endda en solbrændthed til at bevise det! På den anden side er der markant flere dage, når solen gemmer sig, og der sænker sig en grå himmel over lille Danmark. Hertil kommer så meget regn, at selve den mest modstandsdygtige gnist af sommer-optimismen bliver slukket.

photo (11)

Men igen er der de dage, der ligger imellem, som hverken er den ene eller den anden ting: Danskerne beskriver dem som ‘leverpostej’, og briterne kalder dem for blah. På trods af at temperaturen lurer omkring de 18 grader, plejer det at være gråvejr med tilbagevendende regnbyger og tilstrækkeligt blæsevejr til at genere selv den mest stoiske have-entusiast.

Det ser dog ud til, at landmændene hele tiden har vidst, at denne sommer ville være noget værre møg, og de har været i gang med at høste siden juli. Fordi de plejer at arbejde, når det er tørvejr, falder landmændenes aktiviteter desværre jævnligt sammen med min egne togter ud i haven, og en del af støvet fra mejetærskerne ender – til min forargelse – tit i min rosevin.


Kort sagt kan det danske sommervejr kun forudses til at være uforudseeligt. Den gode nyhed er dog, at ifølge danskerne er efteråret den hyggeligeste årstid, og det betyder, at vi ‘staycationers’ er langt foran, når det kommer til at drikke varm kakao og tage sutskoene på. Så hvis du er en af de heldige, der nåede at tage sydpå til solen denne sommer, så vær ikke overrasket over at finde ud af, at IKEA har solgt ud af stearinlys og tæpper på det tidspunkt, I kommer hjem.


Dragon Ships and Sailing Trips

5 Aug

I love the film Jaws. I’m a great fan of Ellen Brody’s fabulously dreadful clothes, and I admit to flare-ups of my otherwise steadfastly repressed penchant for 1970s clothing occurring as a direct result of watching the film. Other things I admire about Jaws include Chief Brody’s Aviators, the famous dolly zoom shot, and above all I love the quotes. However, all of this was far from my mind when I decided that it would be a fun summer activity for my stepson and I to take a little boat trip down Kerteminde Fjord.

Ladby view

At this point, I should probably mention that like Chief Brody I’m not a great fan of being on the water. My aversion for all things nautical is the result of a sailing incident that happened during my early teenage years, which I can laugh about now but has left its mark even so. Nevertheless, I reasoned with myself that Kerteminde Fjord is not exactly the high seas, and that a boat trip for tourists was likely to be quite safe and a good deal less adrenaline-fuelled than both Jaws and my earlier experience in a sailing boat.

Imagine my surprise, then, when I clapped eyes on our vessel for the day – the trusty Kristine

Kristine“You’re gonna need a bigger boat.”

Before I knew it, I was quoting Chief Brody, but not wishing to set a bad example for my stepson I put on a brave face and accepted the skipper’s reassurances that Kristine was not only perfectly safe for quiet jaunts around Kerteminde Fjord but also robust enough to survive encounters with the Atlantic ocean. As it turned out, he was right, and our approximately half hour journey to Ladby on the other side of the fjord was peaceful and actually rather enjoyable.

20503058_260632014435212_2036552790_o(Photo by J. Andersen)

View Johan in front

Included in the price of the boat trip was admission to the Ladby Viking Museum, our destination further along the fjord. The museum is located at a burial site where a Viking king was buried in his ship along with his horses and dogs, sacrificed for the occasion. Although the grave was subsequently plundered and the Viking’s remains removed, the ship and animal skeletons are preserved today in an eerie, dimly lit underground chamber.


Inside the museum, the king’s story is told in lurid detail – the Danes do love a bit of bloodshed! The life-sized model recreation of the ship’s contents was just a little too graphic for my delicate disposition, though.


Outside the museum is a replica ship built exactly to scale from the dimensions of the original in the grave, and during the summer months the Ladby Dragon, as the ship is known, is put to sea and moored beside the museum in Kerteminde Fjord. The Ladby Dragon is a majestic looking vessel and a good bit larger than Kristine, but I still wouldn’t fancy journeying across the open sea in it – crazy Vikings!

Ladbydrag and Kristine

One of the newest additions to the museum is a recently completed tapestry depicting the story of the dead Viking’s final journey and is similar in idea to the Bayeux tapestry. It’s some of the most gory needlework I’ve ever seen, but it is nevertheless an exquisite piece of work.


Once we had spent enough time at the museum, we climbed back aboard Kristine for our return journey to Munkebo Harbour. This trip was also an uneventful affair, I am happy to say, and unlike Chief Brody we were pursued by nothing more sinister than a slightly ominous looking rain cloud. Also unlike Chief Brody, our boat made it back to dry land in one piece, and while that may not be as exciting as the final scene of Jaws, for me it was a more than satisfactory conclusion to a most enjoyable day.

End view


Dragens rige

Jeg er vild med filmen Dødens Gab. Jeg er stor fan af Ellen Brodys fantastisk-forfærdelige tøj, og jeg indrømmer, at efter jeg har set filmen, opstår der lignende tøj-forbrydelser i min egen garderobe. Andre ting, jeg beundrer ved filmen, er bl.a. Chief Brodys Aviators, den berømte ‘dolly zoom’-scene, men først og fremmest er det citaterne, jeg holder af. Imidlertid var alt det langt fra mit sind, da jeg tog beslutningen om, at det ville være en sjov sommeraktivitet for min stedsøn og mig at tage på en lille sejltur på Kerteminde Fjord.

På dette tidspunkt skulle jeg nok nævne, at lige som Chief Brody er jeg utilpas ved at være på vandet. Min afsky for alle nautiske ting er opstået efter en sejlads-relateret episode, der skete, da jeg var teenager. Jeg kan grine over det nu, men det har alligevel sat sit præg. Imidlertid blev jeg enig med mig selv om, at Kerteminde Fjord ikke ligefrem er det åbne hav, og en bådtur til turister var sandsynligvis sikker nok og en del mindre adrenalindrevet end både Dødens Gab og min tidligere oplevelse i en sejlbåd.

Bare forestil dig min overraskelse, da jeg fik øje på dagens fartøj – den trofaste KristineKristine“You’re gonna need a bigger boat.”

Før jeg vidste det, smuttede Chief Brodys ord ud af min mund, men for ikke at være et dårligt eksempel for min stedsøn lod jeg som om, jeg var upåvirket og lod kaptajnen berolige mig med, at Kristine var helt sikker til at farte rundt i Kerteminde Fjord og oven i købet robust nok til at overleve mødet med Atlanterhavet. Det viste sig, at han havde ret, og vores omkring en halv times tur til Ladby på den anden side af fjorden gik stille og roligt og var faktisk ganske behagelig.


Bådturens pris var inklusiv adgang til Vikingemuseet Ladby, vores rejsemål længere ude fjorden. Museet ligger ved et begravelsessted, hvor en vikingkonge var begravet i sit skib sammen med sine heste og hunde, der var ofret til begivenheden. Selv om graven efterfølgende blev plyndret og vikingens rester fjernet, er skibet og dyreskeletter i dag bevaret i et uhyggeligt, svagt oplyst underjordisk kammer.


Inde på museet er kongens historie fortalt i makabre detaljer – danskerne elsker det, når der er blodsudgydselser! Modellen i naturlig størrelse, der genskaber skibets indhold, var dog lidt for grafisk for min sarte natur.


Uden for museet er der et kopiskib, som var bygget nøjagtigt i skala efter dimensionerne af det oprindelige skib i graven. I løbet af sommermånederne bliver Ladbydragen, som skibet hedder, sat i søen og er fortøjet i Kerteminde Fjord, tæt på museet. Ladbydragen ser majestætisk ud og er en del større end Kristine, men på trods af det vil jeg alligevel ikke gerne krydse det åbne hav i det – skøre vikinger!


En af museets nyeste genstande er et fornylig afsluttet tapet, der fortæller historien om vikingens sidste rejse, og det er lavet i en stil, som ligner Bayeux-tapetet. Det er noget af det mest bloddryppende håndarbejde, jeg nogensinde har set, men det er alligevel et udsøgt stykke arbejde.

Efter at vi havde tilbragt lidt tid på museet, steg vi om bord på Kristine igen til vores returrejse til Munkebo Havn. Denne rejse var også begivenhedsløs, er jeg glad for at sige, og i modsætning til Chief Brody blev vi ikke forfulgt af noget mere truende end en lidt ildevarslende regnsky. Også i modsætning til Chief Brody kom vi uskadt tilbage til land, og mens det måske ikke er så spændende som den sidste scene af Dødens Gab, var det for mig en mere end tilfredsstillende konklusion på en god og hyggelig dag.

Happy Daze

14 Jul

photo (9)Today has been the kind of day I’ve been looking forward to since Easter. My exams are over, my work deadlines have been met and the whole summer now lies ahead of me, as vast and unending as the Danish horizon, and I am happy right down to my bones.

photo (4)I started today with yoga on the beach. I don’t know if it’s simply because my interest in yoga has grown since I started my first class back in September, and as a result I’m just more aware of yoga events, but suddenly there seems to be yoga happening everywhere at the moment. Whatever it is, I know a sign from the cosmos when I see one!

photo (5)Up until now, I’ve always done my yoga practice inside (mostly because of the Danish winter weather!), but this summer I’ve been attracted to yoga on the beach in the beautiful town of Kerteminde and yoga in Munke Mose park in Odense. These are two very different locations, but the act of doing yoga in the fresh air, under a (mostly) blue sky with a raft of other likeminded ladies (and a token man here and there) really takes it to another level.

photo (6)When I got home from yoga this morning, I felt so refreshed and energised I then took myself off for a run. After a break of a year or so, I started running regularly again back in the spring with the aim of nothing more than to enjoy it and to try and maintain a basic level of fitness. It’s been going well and is also a great balance to all the mental activity required by my studies. I’ve never tried running after yoga before, but today those 5 kilometres just melted away. Suffice to say, this will not be the last time I do a yoga-run combo!

photo (7)As if that wasn’t enough, I followed up my run with a leisurely walk with the dog, and as I sat down to my lunch once we got home it occurred to me that I actually felt relaxed. For the first time in months. There were no nagging thoughts of things that I still needed to do, or deadlines that were looming or projects that needed attention. I had the luxury of time, and I had spent that time on doing things that make me feel good. I’ve often heard people say that you need to look after yourself before you can be of use to anyone else, and I think there’s something in that. I’ve been so focused on my exams that for the last while my life has been on standby in one way or another.

photo (8)But now with the whole summer stretched out before me, it feels like at last I can hit ‘play’. Maybe I’m just getting an endorphin high from all the sunshine and exercise, but it’s a great feeling to be happy in my own skin again – and have the time and energy to enjoy it. Every last minute.


En skønne dag

I dag har været en af den slags dage, jeg har glædet mig til siden påske. Eksamenerne er slut, jeg har mødt alle mine arbejdsdeadlines, og hele sommeren ligger nu foran mig – lige så umådelig og uendelig som den danske horisont, og jeg er glad helt ind til benet.

Jeg startede dagen med yoga på stranden. Jeg ved ikke, om det er, fordi min interesse for yoga er vokset, siden jeg startede på mit første yoga-hold i september, og at jeg, som resultat, er blevet mere opmærksom på yoga-arrangementer, men det virker, som om der pludselig er yoga over det hele for øjeblikket. Hvad det end er, genkender jeg et tegn fra kosmos, når jeg ser det!

Indtil videre har jeg altid lavet yoga indendørs (for det meste på grund af det danske vintervejr!), men denne sommer er jeg blevet fristet af yoga på stranden i den flotte by Kerteminde og yoga i Munke Mose i Odense. Disse to steder er meget forskellige fra hinanden, men det at lave yoga i den friske luft under en (for det meste) blå himmel sammen med en række ligesindede damer (og en enkelt mand hist og pist) løfter det til et helt andet niveau.

Da jeg kom hjem fra yoga i morges, følte jeg mig så forfrisket og fuld af energi, at jeg var nødt til at løbe en tur. Efter at jeg havde holdt en pause i cirka et år, begyndte jeg igen at løbe regelmæssigt tilbage i foråret kun med det formål at nyde det og prøve at vedligeholde et grundlæggende niveau af fitness. Det har gået godt, og det at løbe er også en god modvægt til al den hjerneaktivitet, mine studier kræver. Jeg har dog aldrig prøvet at løbe direkte efter yoga før, men i dag smeltede de 5 kilometer bare væk. Tilstrækkeligt at sige, at det ikke bliver sidste gang, jeg laver en yoga/løb-kombination.

Som om det ikke var nok, fulgte jeg op på mit løb med en adstadig gåtur med hunden, og da jeg endelig satte mig ned for at spise frokost, gik det op for mig, at jeg faktisk følte mig afslappet. For første gang i mange måneder. Der var ingen plagende tanker om ting, jeg burde lave, eller deadlines, der truede, eller projekter, som krævede min opmærksomhed. Jeg havde den luksus af god tid, og jeg havde brugt den tid på at lave ting, som fik mig til at være glad. Jeg har hørt folk sige, at man er nødt til at passe på sig selv, før man kan være til gavn for andre, og jeg tror, at dét er der noget i. Jeg har været så fokuseret på eksamenerne, at mit liv i de sidste måneder på en eller anden måde har været på standby.

Men nu – med hele sommeren foran mig – føler jeg endelig, at jeg kan trykke på ‘play’-knappen. Måske er det bare, at jeg får en endorfin-kick af al det solskin og motion, men det føles godt at være lykkelig i min egen hud igen – og at have tid og energi til at nyde det. Hvert eneste minut.

Easter Time

26 Apr

Blossom1.jpgAh, the Easter holidays! How I longed for them! While most people make plans for all the things they’ll get done around the house and in the garden during their time off, my plan was simple: do nothing! Having now come out at the other end, I can safely say mission accomplished, pretty much.

During the holiday week, my neighbours could be seen industriously loading and unloading trailers with assorted garden-related items, passing my window on countless trips to and from the tip and, judging by the trailer contents, other gardening themed errands. I, on the other hand, observed all of this activity with my bottom planted firmly on the couch.

Here in Denmark, the holidays began with crisp blue skies, and the appearance of the sun brought with it the hope of relaxing time spent outdoors. The good weather only strengthened my vision of empty days stretching before me like a decadent mirage, but it didn’t take long before we were back to grey skies and torrential rain. My daffies were completely ruined.Daffies.jpgMy daffies at the beginning of the Easter holiday

The message was clear: get inside and stay there! Far be it from me to ignore signs from the cosmos, so I settled down and watched the entire first season of Arvingerne (The Legacy) and also mangaged to catch up on some geeky reading when noone was looking.

Although it was nice to sit and do nothing for a while, it wasn’t long before I started feeling antsy. To counteract this, I made some half-hearted attempts at keeping up my yoga practice (my midlife crisis is nothing if not a cliché), but fortunately Viggo was on hand to perform an intervention when activity levels looked to be spiking.Viggo yoga.jpgTowards the end of the holiday, I had a visit from my extremely motivated friend T, who insisted that after a walk in the pouring rain we do some yoga. Her bossiness is such that she even managed to inspire my stepson (who has never done yoga) to join us. He did well to follow the moves, particularly since he was using most of his concentration on trying not to break wind at an inopportune moment.

In honour of T’s visit, I felt inspired to bake a cake. I’m really not much of a baker, but I had been intrigued by images of the magic 3 layer custard cake that are all over Pinterest at the moment. Sadly, however, once again social media and reality were proven to be worlds apart. Never mind, a wee dash of icing sugar on top and cutting the cake into dainty slices improved its aesthetic qualities sufficiently for it to be deemed fit for consumption.Baking fail 1.jpgCake – pre-cosmetic surgery

The holiday was rounded off with our traditional family lunch at my in-laws’. I’m constantly in awe of my mother-in-law’s ability to effortlessly serve up a veritable banquet for 15 on a beautifully dressed table.Feast 2.jpgA week is not a long time, and the holiday passed in a flash. I’ve now been back at uni for more than a week, and Easter already feels like a long time ago. But the rest did me good, and I’m now raring to go, ready for the final stretch of my BA and whatever else the future may bring.Sunset1.jpg


Ah, påskeferie! Hvor jeg længtes efter den! Mens de fleste planlægger alle de ting, der skal ordnes i hus og have, var min plan ganske enkel: at lave ingenting! Nu, da vi er nået om på den anden side af ferien, kan jeg sige, at det for det meste er lykkedes.

I løbet af ferieugen kunne jeg se mine naboer godt i gang med at læsse og losse deres trailere med adskillige havemæssige ting, da de kørte forbi mit vindue på deres utallige ture frem og tilbage til lossepladsen. Jeg – derimod – betragtede al denne aktivitet fra sofaen.

Her i Danmark begyndte påskeferien med blå himmel, og solens fremkomst bragte med det håbet om, at det vil være muligt at slappe af udenfor. Det gode vejr støttede min vision om tomme dage, der lå foran mig som et dekadent fatamorgana. Men det varede ikke længe, før vi fik grå himmel og kraftig regn. Mine påskeliljer var helt ødelagt.

Beskeden var klar: Gå indenfor og bliv der! Det er langtfra mig at ignorere tegn fra kosmos, så jeg slog mig ned og så den komplete første sæson af Arvingerne og nåede at indhente lidt nørdet læsning, da ingen kiggede.

Selv om det var rart at sidde og lave ingenting i et stykke tid, varede det ikke længe, før jeg blev lidt rastløs. For at modvirke dette lavede jeg nogle halvhjertede forsøg på at fortsætte med min yoga (ja, min midtvejskrise er en kliché), men heldigvis greb Viggo ind og fik mig til at ‘klappe hesten’.

Mod slutningen af ferien fik jeg besøg af min meget motiverede veninde T, som insisterede på, at – efter en gåtur i regnvejret – vi lavede lidt yoga. Hun er så overbevisende, at hun endda overtalte min papsøn til at deltage. Han var dygtig til at følge stillingerne, ikke mindst fordi han brugte den største del af sin koncentration på ikke at prutte i et ubelejligt øjeblik.

Til ære for T’s besøg blev jeg inspireret til at bage en kage. Jeg er ikke nogen bager, men jeg havde været fascineret af billederne af den magiske 3-lags custard-kage, der er på Pinterest lige nu. Desværre viste sociale medier og realiteten sig imidlertid at være langt fra hinanden. Pyt med det! Efter et pift med lidt flormelis på toppen og ved at skære kagen i små nydelige stykker blev kagens udseende dømt egnet til forbrug.

Baking fail 2 crop.jpgKagen – uden flormelis…

Ferien sluttede med vores traditionelle familiefrokost hos mine svigerforældre. Jeg er konstant fyldt med ærefrygt for min svigermors evne til ubesværet at varte op med en virkelig banket på et smukt dækket bord.Feast.jpgEn uge er ikke lang tid, og ferien passerede lynhurtigt. Jeg har været tilbage på uni i mere end en uge, og påsken virker allerede, som om det var for længe siden. Men jeg fik gavn af at slappe af, og jeg er nu ivrig efter at komme i gang – klar til det sidste tidsrum af min BA, og hvad ellers fremtiden kan bringe.Sunset 2.jpg

Alternative Routes

10 Apr

The good people of Odense would be forgiven for thinking that they have woken up in some kind of dystopic nightmare in which they are condemned to live out their days in an eternal hell of construction-site chaos. Due to an extensive and ongoing redevelopment project, the centre of Odense is, to put it bluntly, a mess. Adhering closely to the principles of stealth warfare it would seem, Odense’s traffic planners are busy implementing new and often surprising traffic routes on a daily basis. Bad enough that the traffic bedlam had extended to include the cyclists of Odense (of which there are many), but we have now reached a point where even pedestrians are doomed.

Overgade.jpgIn light of all this, I refuse point blank to drive in the city centre. Instead, I prefer to park well away from the mayhem in a quiet, tree-lined street and use the walk into town as a chance to practise a bit of mindfulness. Odense has a number of parks that are set out like a protective arm round the city centre, so it’s quite easy to get right into the city without having to set foot on a single pavement. Munke Mose is my favourite park at this time of year, when the spring flowers begin to bloom and transform the grass into a shimmering carpet of blue. It’s a spectacular sight, transfigured to an otherworldly vision by the late afternoon sun, and Odensians of all ages stop in their tracks to marvel at the scene.

Blue flowers 1.jpg Blossom has just started to appear on the trees here in Denmark – quite a bit later than in the UK, from what I can gather. Facebook has been sporting a number of photos and articles about the blossom in Copenhagen, but I reckon Odense can also hold its own when it comes to fairytalesque backdrops of blossom.

Blossom 1.jpg Speaking of fairytales (do you see what I did there?), the next park along from Munke Mose is called Eventyrhaven (the fairytale garden). It’s named after the king of fairytales himself, Hans Christian Andersen, who was born in Odense, and in celebration of the great man’s birthday, every year wreaths are laid at the foot of his statue.

HCA.jpgMy route into the centre through the parks follows the path of the river, and I usually don’t need to go any further than Eventyrhaven to get where I need to go. However, due to the latest pedestrian deterrent, I recently had the ‘opportunity’ to extend my walk and ended up at a part of the river I had never been to before. Luckily, I was in the company of my father-in-law at the time, and I’m not exaggerating when I say that I doubt if there’s anyone alive who knows more about Odense than he does! Not only was he able to show me a very pretty smutvej (shortcut), but he also told me a little about the oldest cast iron road bridge in Odense, which we passed on the way. The man could earn a fortune as a tour guide, I tell you!

Iron bridge.jpgI’m not sure what kind of impact the construction work is going to have on tourism to Odense, but I’m looking on it as a reminder from the cosmos that my life this year is all about finding alternative routes. Yes, it seems like nuisance at the time, but being forced to rethink your journey can often lead you to experience something new that you didn’t even know was there.

Alternative Ruter

Jeg ville nemt kunne forstå det, hvis odenseanerne troede, at de var vågnet op midt i et dystopisk mareridt, hvor de skulle leve til deres dages ende i et evigt helvede af bygningskaos. På grund af et omfattende og løbende saneringsprojekt er Odenses centrum, kort sagt, en rodebutik. Ved tilsyneladende at overholde principperne om stealth krigsførelse har Odenses trafik-planlæggere travlt med at gennemføre nye og tit overraskende trafikruter på daglig basis. Som om det ikke var nok, at trafik-svikmøllen var udvidet til også at omfatte Odenses mange cyklister, har vi nu nået det punkt, hvor selv fodgængerne er dødsdømt.

I betragtning af det nægter jeg at køre bil i Odenses centrum. Jeg foretrækker i stedet at parkere langt væk fra kaosset i en stille gade og bruger gåturen ind til byen som en mulighed for at øve lidt mindfulness. Odense har en række parker, der er tilrettelagt som en beskyttende arm, der omfavner byens centrum. Munke Mose er min yndlingspark på denne tid af året, når forårsblomsterne begynder at blomstre og omdanner græsset til et changerende tæppe af blåt. Det er et spektakulært syn, der bliver forvandlet til en overjordisk vision af eftermiddagssolen, og odenseanere i alle aldre stopper op for at beundre scenen.

Blue flowers 2.jpg

Blomsterne er lige begyndt at titte frem på træerne her i Danmark – ganske senere end i Storbritannien, så vidt jeg kan forstå. På Facebook er der en hel masse billeder og artikler om kirsebærblomsterne i København, men jeg synes, at Odense også kan være med, når det kommer til fabelagtige blomster-baggrunde.

Blossom 2.jpg

Når vi nu snakker om fabler, hedder den næste park efter Munke Mose Eventyrhaven. Den er opkaldt efter eventyrkongen selv, H.C. Andersen, som blev født i Odense. For at mindes hans fødselsdag lægger man hvert år kranse ved foden af hans statue.

Min vej ind i centrum gennem parkerne er langs åen, og jeg plejer ikke at have brug for at gå videre end til Eventyrhaven for at nå min destination. Imidlertid havde jeg på grund af det seneste afskrækkende middel mod fodgængere fornylig ‘muligheden’ for at forlænge min gåtur og endte på et sted, hvor jeg aldrig har været. Heldigvis var jeg sammen med min svigerfar, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at der ikke er nogen, der ved mere om Odense, end han gør. Ikke kun var han i stand til at vise mig en smuk smutvej, men han fortalte lidt om Odenses ældste vejbro af støbejern, som vi gik forbi på vejen. Jeg siger dig, han kunne tjene en formue som rejseleder!

Iron bridge.jpg

Jeg ved ikke, hvordan bygningsarbejdet vil påvirke turismen i Odense, men jeg ser på det som en påmindelse fra kosmos, at mit liv i år handler om alternative ruter. Ja, det virker irriterende på det tidspunkt, når det sker, men når man bliver tvunget til at genoverveje rejsen, kan det ofte føre til, at man oplever noget nyt, som man ikke i forvejen vidste var der.

Overgade 2.jpg

Small steps

30 Mar

Blue flowers.jpgStepping into my garden, I feel a little like I’ve entered paradise. There, I can find a kind of tranquility that I am really savouring at the moment, and taking the time to just go out there and be among the spring flowers is one of life’s little luxuries that I definitely can afford.

As we all know, life doesn’t always go according to plan, but I’ve come to realise that being well-stocked with inner calm goes a long way to helping me tackle those inevitable problems and look on them as adventures instead.Daffodils.jpgWithout putting myself under too much pressure by setting too many goals, I decided at New Year that a change of approach to life was needed this year. As well as making an effort to really appreciate all the things I already have and the people around me, I’ve also been implementing some small changes here and there. Small steps.

On a practical level, one of my first tasks this year was to get my passport renewed. Fortunately, everything went smoothly with the application process, and my new passport arrived in no time at all. Nevertheless, I can’t help feeling rather despondent to think it may be the last one I get with ‘European Union’ on it.Passport.jpgOn a more positive note, cutting back on my expenses has had a surprisingly refreshing effect; my financial decluttering has actually emanated into several other areas of my life, not least my wardrobe. Considerations of what I actually need instead of what I think I need have taken me down the path of creating a capsule wardrobe. In short, this means clearing out your wardrobe and keeping only the clothes that you love to wear (and that can be worn together in any number of combinations). In my case the result has been a massacre of epic proportions, and I’m not finished yet!

As a background to all this activity, I’m approaching the end of my Bachelor’s degree, and reaching milestones always makes me a bit reflective. As well as thinking back on what I have achieved, I’ve also been giving a lot of thought to what the future might hold. I say might because, you know, those well-laid plans… Anyway, I figure it doesn’t hurt to lay the foundations for a bit of stability wherever I can. So, on that front I have big plans, but I’ll reveal more about that when they are closer to fruition.

But for now, I’m going to keep moving forwards while allowing myself the time to stop along the way and smell the roses…or the hyacinths, or whatever else is blooming at the time.Hyacinths.jpg


Små skridt

Når jeg træder ud i min have, føles det lidt, som om jeg er gået ind i paradis. Dér finder jeg en ro, som jeg virkelig nyder lige nu. Det at brug tiden til bare at være derude blandt forårsblomsterne er en luksus, som jeg absolut har råd til.

Som vi alle sammen ved, går livet ikke altid efter planen, men jeg har indset, at hvis man er velforsynet med indre ro, hjælper det én at tackle de uundgåelige problemer og at se på dem som eventyr i stedet for. Uden at lægge for meget pres på mig selv ved at sætte for mange mål, besluttede jeg mig ved nytår for, at jeg blev nødt til at ændre min tilgang til livet. Foruden at jeg gør en indsats for at sætte pris på alle de ting, jeg i forvejen har, og de mennesker, jeg er omgivet af, har jeg hist og pist implementeret nogle små ændringer. Små skridt.

På det praktiske plan var det at få mit pas fornyet en af mine første opgaver i år. Heldigvis gik alt glat med ansøgningsforløbet, og mit nye pas kom ganske hurtigt. Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at føle mig temmelig ked af det, når jeg tænker over, at det sandsynligvis er det sidste, jeg får stemplet med ‘European Union’.

I en mere positiv retning har det at skære ned på udgifterne virket overraskende forfriskende på mig. Den stramning af min økonomi har faktisk smittet af på andre områder i min tilværelse, og ikke mindst på min garderobe. Ved at overveje hvad det er, jeg faktisk har brug for, i stedet for, hvad jeg tror, jeg har brug for, har det ført til, at jeg er i gang med at skabe et ‘capsule wardrobe’. Kort sagt betyder det, at man rydder op i garderoben og kun beholder det tøj, som man elsker (og som passer sammen i alle mulige sammensætninger). I mit tilfælde har resultatet været en massakre af episke proportioner – og jeg er ikke færdig endnu!

Som baggrund for al denne aktivitet er jeg ved at blive færdig med min bachelor, og jeg plejer at reflektere lidt, når jeg når en milepæl. Samtidig med at tænke tilbage på alt det, jeg har opnået, tænker jeg på, hvad fremtiden måske indeholder. Jeg siger ‘måske’, fordi, du ved, de der godt lagt planer… Nå, men jeg regner med, at det ikke skader at lægge grundlaget til lidt stabilitet, hvor jeg kan. I den retning har jeg store planer, men jeg afslører mere om det, når de engang begynder at bære frugt.

Men netop nu bevæger jeg mig fortsat fremad, mens jeg tillader mig tid til at stoppe langs vejen og dufte til roserne… eller hyacinterne, eller hvad der ellers blomstrer på det tidspunkt.


%d bloggers like this: